Lindhardt og Ringhof – et af Danmarks førende forlag
I mere end 50 år har Lindhardt og Ringhof været en central aktør i den danske forlagsbranche og udgivet kvalitetslitteratur og vigtig faglitteratur til danske læsere.
Forlaget blev grundlagt i 1971 af Otto B. Lindhardt og Gert Ringhof, der begge kom fra direktørstillinger hos Gyldendal, men ønskede at skabe deres eget forlag.
Lindhardt og Ringhofs første udgivelse udkom samme år, som forlagets grundlæggelse og handlede om de strejkende porcelænsmalere fra Den Kongelige Porcelænsfabrik, og kort tid efter havde Lindhardt og Ringhof for alvor etableret sig som et ambitiøst og progressivt forlag.
Lindhardt og Ringhofs vækst gennem årtierne
I 1970’erne og 1980’erne udgav forlaget markante bestsellere, blandt andet Jørn Riels skrøner, værker af Johannes og Herdis Møllehave samt thrillere fra Leif Davidsen. Disse forfattere var med til at cementere Lindhardt og Ringhofs position som et førende dansk forlag med stor gennemslagskraft.
Forlaget antog også markante kvindelige stemmer fra udlandet, herunder Fay Weldon, Toni Morrison og Margaret Atwood.
I 1990 blev forlaget opkøbt af den svenske mediekoncern Bonnier, hvilket medførte at Lindhardt og Ringhof kom i hus med andre stærke brands, såsom Akademisk Forlag, Forlaget Carlsen, Børsens Forlag og Bonniers Bogklubber.
I 2007 blev Bonnier Forlagene fusioneret med Aschehoug under Egmont-koncernen, og forlaget tog officielt navnet Lindhardt og Ringhof til ære for dets grundlæggere.
Fra traditionelt forlag til digital frontløber
I 2011 blev Lars Boesgaard administrerende direktør for Lindhardt og Ringhof. Ligesom forlagets grundlæggere kom han fra en ledende stilling hos Gyldendal og har spillet en afgørende rolle i at føre Lindhardt og Ringhof gennem den digitale transformation.
Med etableringen af datterselskabet Saga har Lindhardt og Ringhof positioneret sig som en international markedsleder inden for e-bøger og lydbøger.
I dag har Lindhardt og Ringhof over 450 ansatte og en årlig omsætning på 700 millioner kroner, hvilket gør det til en af de største spillere i den danske forlagsbranche.
Lindhardt og Ringhof digitaliserer litteratur i stor skala
Som en del af Lindhardt og Ringhof har Saga revolutioneret bogmarkedet ved at genudgive mere end 130.000 bøger som e-bøger, lydbøger og print-on-demand siden 2015. Mange af disse titler var tidligere utilgængelige, men med Saga har de fået nyt liv og nået nye generationer af læsere – især digitalt.
Saga er ikke kun en succes i Danmark, men har også ekspanderet internationalt og udgiver nu bøger på tværs af Europa, Nordamerika og Latinamerika.
Den digitale bølge har især gjort lydbøger til en fast del af danskernes læsevaner, og Lindhardt og Ringhof står i dag som Danmarks største udgiver af digitale bøger – og som en af de førende digitale udgivere på verdensplan.
Lindhardt og Ringhof – hjemsted for prisvindende forfattere og internationale bestsellere
Lindhardt og Ringhof samarbejder med nogle af de mest anerkendte forfattere inden for både dansk og oversat litteratur. Forlaget har gennem årene udgivet en lang række forfattere, der har modtaget prestigefyldte priser, herunder De Gyldne Laurbær, som er en af Danmarks mest eftertragtede litteraturpriser.
Blandt forlagets laureater findes Johannes Møllehave (1979), Leif Davidsen (1991), Jørn Riel (1994), Knud Romer (2006), Anne-Cathrine Riebnitzsky (2013), Merete Pryds Helle (2016), Thomas Korsgaard (2021) og Maren Uthaug (2022).
På den internationale scene har Lindhardt og Ringhof udgivet flere modtagere af Nobelprisen i litteratur, herunder Ernest Hemingway, Toni Morrison, Patrick Modiano, Svetlana Aleksijevitj, Orhan Pamuk, John Steinbeck og Sigrid Undset. Disse markante navne vidner om forlagets engagement i litteratur af højeste kvalitet.
Et bredt litterært univers – fra skønlitteratur til krimier og biografier
Lindhardt og Ringhof har en stærk skønlitterær profil og udgiver en lang række populære danske forfattere som Mich Vraa, Anne-Marie Vedsø Olesen, Linea Maja Ernst og Rakel Haslund-Gjerrild. Inden for krimigenren tæller forlagets forfattere blandt andet Steffen Jacobsen, Anna Grue, Niels Krause-Kjær og Lone Theils.
Forlaget har også et bredt udvalg af internationale bestsellere, blandt andet værker af Margaret Atwood, Daniel Kehlmann, Donna Tartt, Alex Schulman, Karl Ove Knausgård, Siri Hustvedt, Bret Easton Ellis og Paul Auster.
Lindhardt og Ringhof er eksperter i faglitteratur – fra historie til gastronomi
Udover skønlitteratur har Lindhardt og Ringhof en stærk position inden for historie og biografier, med udgivelser af Michelle og Barack Obama, Poul Nyrup Rasmussen, Margrethe Vestager, Antony Beevor, Yuval Noah Harari og Daniel Kahneman.
Lindhardt og Ringhof er også Danmarks førende udgiver af kvalitetskogebøger, hvor både danske og internationale stjernekokke som Yotam Ottolenghi, Louisa Lorang, Claus Meyer, Brødrene Price og Jamie Oliver er at finde i Lindhardt og Ringhofs katalog, og også vinelskere kan finde inspiration i værker af eksperter som Hugh Johnson.
Carlsen – børne- og ungdomsbøger, der skaber læseglæde
Lindhardt og Ringhof ejer forlaget Carlsen, som er Danmarks førende forlag inden for børne- og ungdomslitteratur. Carlsen samarbejder med dygtige forfattere og illustratorer, der skaber bøger fyldt med fantasi, humor og læring.
Blandt nogle af de mest populære danske titler er Sallys far af Thomas Brunstrøm og Thorbjørn Christoffersen samt Sebastian Kleins bøger om dyr og naturen, mens internationale klassikere som Peter Pedal, Peddersen og Findus og Elefanten Elmer fortsat begejstrer nye generationer.
Carlsen bringer også litteraturen tættere på børn og unge gennem samarbejder med YouTubere som ComKean, Popsi og Krelle samt Jas & Mika, der kombinerer onlinekultur med boguniverser.
Inden for ungdomslitteratur udgiver Carlsen stærke fantasyfortællinger som Twilight, Percy Jackson, Arven-serien, der også har begejstret voksne læsere, samt danske succeser som Boris Hansens Tavse verdener og elskede samtidsromaner af Sarah Engell og Glenn Ringtved.
Med et bredt udvalg sikrer Carlsen, at børn og unge finder bøger, der inspirerer, underholder og udvikler deres læselyst.
Lindhardt og Ringhof er med til at gøre forskel for børn og unge
Lindhardt og Ringhof hører under Egmont, som er Nordens største mediekoncern. Egmont består af mere end 50 virksomheder og brands - blandt andet Nordisk Film, TV2 Norge, Norges største forlag - Cappelen Damm og magasinvirksomheden Story House Egmont.
Egmont er ejet af en fond, hvis formål er at styrke børn og unges læring og livsduelighed, så de kan få et godt liv. Egmont støtter både direkte og via partnerorganisationer som blandt andet Mødrehjælpen, Røde Kors og Børnehjælpsdagen – og Egmont Fonden uddeler årligt 100 millioner kroner i økonomisk støtte.